Kategoriarkiv: Tøse sniksnak

…og så sagde han… ej det gjorde hun bare ikke… nej hvor billigt…

Sommerfest i 1.C

I går var vi til sommerfest i Victoriapigens klasse, 1.C.

Det er en fantastisk klasse, alle børnene kom med forældre og søskende, der var en blændende god stemning og legen og snakken gik fra vi mødtes til vi skiltes.

I år har poderne øvet til en cirkusforestilling Victoria var bl.a. en dresseret leopard …..

Vi har lånt morfars nye lækre videokamera, da vores eget er gået i stykker. Hvis vi kan lide morfars er vi nok nød til at erhverve sådanne et i nær fremtid.

Sikke en god start på weekenden.

Geocaching

Geocaching GCY5EH

Så har vi fundet sommerens beskæftigelse – Geocaching. en lille smule mærkeligt måske, men vi får brugt naturen og så er det krydret med lidt teknik, nemlig brug af GPS.

Dagen efter min fødselsdag og der store kageorgie skulle vi ud og brænde lidt kcal. af. Husbonden fandt en Geocach i nærheden, og så gik den vilde jagt på “skatten” Vi masede rundt i skoven omkring Tybjergstenen eller Orestenen, Børnene synes at det var vildt skægt, så det skal vi helt sikker prøve mange gange endnu. Det eneste der ikke lige var så fedt, var alle myggene, vi blev sylet godt 🙂 men det er jo en del af naturoplevelsen!!

Retningslinierne for Geocaching kan ses på www.geocaching.dk eller www.geocaching.com , jo det tror jeg nok vi skal til at dyrke sådanne lidt på fast basis.

[flickrset id=”72157624158545432″ thumbnail=”square” overlay=”true” size=”medium”]

Trist….

Sikke en trist mandag…..

Stod op til klagen fra min yngste kat, Marie Curie,hun peb og da jeg kom ned kunne hun ikke rigtig stå og gå på sine ben, og værst af alt, så så hun ud til at have krampeanfald og mistet synet. Allerede her tænkte jeg at det nok var hendes sidste tid hos os, så jeg forberedte børnene så godt jeg kunne og fik tid hos dyrlægen (og de var superflinke og puttede os ind allerede 8.30). Kl 8.52 var min dejlige Curie ikke længere blandt os…

billeder af curie kommer

Selv om nogen vil sige “at hun jo “kun” er en kat”, så er det alligevel ganske hårdt. Curie var jo min dejlige lille småtykke misser, der altid var klar til at nusse og putte, hun var ekstrem tolerant overfor børnene, ja det er meget mærkeligt at hun ikke skal være her mere. Så nu begraver vi det lille kære kræ og tuder resten af mandagen, og formentlig også lidt i de stille stunder de næste par dage. Men livet går jo videre og jeg må huske glæde mig over at den gamle hankat Nobel er kommet sig fantastisk ovenpå sin springtur, dyrlægen mente at der var et par år tilbage i ham endnu….det håber jeg, at han har ret i, vil helst ikke ud i det her igen i nærmeste fremtid.

Foråret er kommet….

Men desværre kun for en kort bemærkning i denne omgang.

Det har været vigtigt at nyde de dejlige solrige og varme dage i starten af denne uge, da temperaturen skulle falde lidt igen i weekenden. Men foråret er her da nu…

Anemone - foråret er kommet

I Næstveds omkringliggende skove er bøgen nyligt sprunget ud og skovbunden er dækket af smukke hvide anemoner, Alexander går og synger en ny forårssang :

Alle anemonemænd
med stilk og blomsterkrone
har en lille sød og venlig
anemonekone.

Når de drikker morgendug
med deres grønne tunger,
får de mange tusind frække
anemoneunger.

De har ingen bukser på.
Og når de går og fjumser,
kan man se de våde, bare
anemonenumser!

Hos farmor og farfar sidder duerne oven på hinanden (som Victoria så stille konstaterer), Farfar glæder sig allerede til resultatet af “sidderiet” 🙂 nej ikke rigtigt, farfar har aldrig været så vild med duer, det skulle da lige være duesteg…

Torsdag var en fantastisk dag, hvor man kunne bevæge sig ud og nyde solen uden jakke.

Kameraet har desværre ikke været i gang de sidste mange dage, så billeder er det lidt tyndt med 🙂 En lille opsang er vist på sin plads, det er sjovere at læse når der er billeder ved… jeg ved det godt!!!!

op på hesten Stine, det er noget værre slendrian…

Det virkede…

8 lange dage, hor vi har savnet vores dejlige Nobel… og hver aften har en af os rendt rundt i nabolaget som en anden excentriker med en raslende bøtte kattemad. Jeg afskrev faktisk katten henad fredag, da det virkede så ørkesløst, og jeg blev sgu´ så ked af det, hver gang jeg kom hjem med uforrettet sag.

Men …Det virkede med opslag i nabolaget omkring min dejlige Norske Skovkat… Lørdag fik jeg to opkald fra nogle ekstremt flinke mennesker. Den første kunne fortælle, at hun havde fodret ham lidt hele denne sidste uges tid, så vi ilede 2 gader væk for at kalde og rasle med kattemaden. Desværre uden resultat. Hen på eftermiddagen ringede en anden….og hun mente at hendes hund havde opdaget Nobel under hendes terrasse, … og hun havde ret 🙂 Der sad han og så frygtelig bange, afmagret og smurt ind i diesel eller olie og ja lidt snavset med en knækket hjørnetand, svært forkølet og med flere sår.

Hjemme igen

Nu er vi så i gang med at nusse omkring det lille kræ med lidt specialkost fra dyrlægen, masser af frisk vand, varme, ro og lidt selskab. Der går vist adskillige dage førend han bliver en hel kat igen, men han synes at trives, og det er jo det vigtigste. Torsdag skal vi en tur til dyrlægen….for at få en realistisk vurdering af Nobelmissens udsigter. Vi håber selvfølgelig på det bedste, men han er jo en ældre herre, så vi tager en dag ad gangen.

Hjemme igen

En kat mindre…efterlysning af min gamle Norske Skovkat…trist!!

Denne weekend har da godt nok været en blandet fornøjelse.

På den ene side har vi haft besøg af nogle dejlige mennesker, børnene har haft nogle gode legeaftaler, jeg har fået ordnet en masse have i det gode vejr, vasketøjskurvene er næsten tomme og rodet aftagende, min “nye ” gamle Divan er hentet hjem fra Kbh. og nødtørftigt repareret. Og ja det er da umiddelbart en god weekend i de flestes øjne….

men så er der lige den anden side…

Forår i haven, endelig !

Min dejlige 15 år gamle Norske Skovkat Nobel, der jo først den sidste måned har prøvet udelivet….ja han er altså forsvundet…snøft!!! Vi så ham sidst fredag ved 22.30 tiden, og nu er han altså væk. Måske har han fået lidt forårskuller på sine gamle dage, og blev fanget af sine instinkter, han kunne måske ikke modstå alle de nye indtryk, men måtte bare prøve at være fri !!! Vi finder nok aldrig ud af det, han ligger i hvert fald ikke på de omkringliggende veje efter mødet med en bil….

Efterlysning !

Nu har vi efterlyst ham vha. øretatoveringen de rigtige steder, rendt gaderne tynde med raslende madskål og evindelig kalden, desuden har ungerne og jeg hængt lidt efterlysningssedler op i vores lokalområde, men jeg tror desværre ikke rigtig på, at der hjælper så meget. Han er her nok ikke mere. Man kan jo håbe på ,at han bare er blevet træt efter en dejlig lang tur og har lagt sig til at sove, for aldrig at vågne op igen, det er da bedre end at blive kørt over.