Sikke en trist mandag…..

Stod op til klagen fra min yngste kat, Marie Curie,hun peb og da jeg kom ned kunne hun ikke rigtig stå og gå på sine ben, og værst af alt, så så hun ud til at have krampeanfald og mistet synet. Allerede her tænkte jeg at det nok var hendes sidste tid hos os, så jeg forberedte børnene så godt jeg kunne og fik tid hos dyrlægen (og de var superflinke og puttede os ind allerede 8.30). Kl 8.52 var min dejlige Curie ikke længere blandt os…

billeder af curie kommer

Selv om nogen vil sige “at hun jo “kun” er en kat”, så er det alligevel ganske hårdt. Curie var jo min dejlige lille småtykke misser, der altid var klar til at nusse og putte, hun var ekstrem tolerant overfor børnene, ja det er meget mærkeligt at hun ikke skal være her mere. Så nu begraver vi det lille kære kræ og tuder resten af mandagen, og formentlig også lidt i de stille stunder de næste par dage. Men livet går jo videre og jeg må huske glæde mig over at den gamle hankat Nobel er kommet sig fantastisk ovenpå sin springtur, dyrlægen mente at der var et par år tilbage i ham endnu….det håber jeg, at han har ret i, vil helst ikke ud i det her igen i nærmeste fremtid.