8 lange dage, hor vi har savnet vores dejlige Nobel… og hver aften har en af os rendt rundt i nabolaget som en anden excentriker med en raslende bøtte kattemad. Jeg afskrev faktisk katten henad fredag, da det virkede så ørkesløst, og jeg blev sgu´ så ked af det, hver gang jeg kom hjem med uforrettet sag.
Men …Det virkede med opslag i nabolaget omkring min dejlige Norske Skovkat… Lørdag fik jeg to opkald fra nogle ekstremt flinke mennesker. Den første kunne fortælle, at hun havde fodret ham lidt hele denne sidste uges tid, så vi ilede 2 gader væk for at kalde og rasle med kattemaden. Desværre uden resultat. Hen på eftermiddagen ringede en anden….og hun mente at hendes hund havde opdaget Nobel under hendes terrasse, … og hun havde ret 🙂 Der sad han og så frygtelig bange, afmagret og smurt ind i diesel eller olie og ja lidt snavset med en knækket hjørnetand, svært forkølet og med flere sår.
Nu er vi så i gang med at nusse omkring det lille kræ med lidt specialkost fra dyrlægen, masser af frisk vand, varme, ro og lidt selskab. Der går vist adskillige dage førend han bliver en hel kat igen, men han synes at trives, og det er jo det vigtigste. Torsdag skal vi en tur til dyrlægen….for at få en realistisk vurdering af Nobelmissens udsigter. Vi håber selvfølgelig på det bedste, men han er jo en ældre herre, så vi tager en dag ad gangen.