Frikadeller med karry

500 g hakket kalv/flæsk (ca. 10% fedt) eller kyllingefars, 1-2 tsk groft salt, 4-5 spsk fintrevet zittauerløg, friskkværnet peber, 1 tsk karry, 1 æg (str. stor/large), 1-1½ dl mælk, 6 spsk mel, oliemargarine til stegning

  1. Rør det hakkede kød med salt i ca. 1 min.
  2. Tilsæt løg, peber, karry og æg.
  3. Rør mælken i lidt efter lidt og derefter melet.
  4. Stil farsen tildækket i køleskabet i ca. ½ time.
  5. Varm oliemargarinen op og lad den bruse af.
  6. Form frikadellerne med en teske og den ene håndflade, og dyp skeen i oliemargarinen mellem hver frikadelle, så hænger farsen ikke i skeen under formningen.
  7. Steg frikadellerne ved svag varme, ca. 5 min. på hver side (ca. 10 min. i alt).
  8. Tag frikadellerne op og hold dem lune.

Print denne post Print denne post

Laksepakker med tomat, basilikum og pasta

Laksepakker: 4 laksefiletter uden skind, 4 små tomater (hakkede, uden kerner), 2 finthakkede skalotteløg, 2 spsk finthakket basilikum, 8 tsk friskpresset citronsaft, 4 tsk olivenolie, salt, friskkværnet peber

Tilbehør: 400-500 g frisk pasta og evt. ciabatta

Laksepakker:

  1. Rør tomat, skalotteløg, basilikum, citronsaft, olivenolie, salt og peber sammen i en skål.
  2. Skyl laksefiletterne og  dup dem tørre.
  3. Klip 4 stykker bagepapir på 30*30 cm.
  4. Læg en laksefilet midt på hvert stykke bagepapir og fordel tomatblandingen ovenpå.
  5. Luk papiret godt sammen omkring fisken, så kanterne er helt tætte, og læg pakkerne på en bageplade.
  6. Bag laksepakkerne ved 200 grader i ca 15 minutter.
  7. Læg pakkerne over på tallerkner og åbn dem ved bordet.

Server med friskkogt pasta og evt. ciabattabrød.

Print denne post Print denne post

Ciabatta (surdej)

Dag 1, surdej: 15 g gær, 1 dl rugmel eller grahamsmel

Dag 2, ciabattadej: 1 spsk olivenolie eller rapsolie, 1½ tsk salt, 4 dl koldt vand, surdej fra dag 1, 35 g gær, 600 g hvedemel

Dag 1, surdej: Rør gæren ud i vandet og bland melet i. Dæk skålen til og lad den stå  ved stuetemperatur i ca. 1 døgn.

Dag 2, ciabattabrød:

  1. Kom olie, salt, vand, surdej og gær i en skål.
  2. Tilsæt 1 liter af melet.
  3. Ælt dejen kraftigt igennem – helst i en køkkenmaskine i ca. 6 minutter eller 10 minutter i hånden.
  4. Dejen skal være ganske løs. Kom dejen ud på et meldrysset bord.
  5. Del den i 2 og flad ud med hænderne til 2 aflange brød på ca. 10 x 30 cm. Lad disse brød hæve overdækket ca. 1 time.
  6. Del hvert brød i 4 stykker (hver del er ca. 8 cm bred).
  7. Læg de 8 hævede brød på en plade med bagepapir.
  8. Drys med lidt mel over brødene og lad dem hæve i yderligere ca. 1 time med et viskestykke over.
  9. Bag brødene midt i ovnen i ca. 15-20 min. ved 225° – til brødene har fået farve og føles lette. Lad brødene køle af på en rist.

Tip: Tilsæt evt. 1 dl (ca. 70 g) grofthakkede oliven eller hakkede marinerede soltørrede tomater, inden brødene bages.

Print denne post Print denne post

Italiensk tomatsuppe

2 dåser flåede tomater (eller 8  flåede og hakkede mellemstore Tomater), 2 spsk. Vindruekerneolie 2 pillede og hakkede løg, 4 spsk grahamsmel, 2 tsk tørret basilikum, 7 dl. grøntsagsbouillon, 2 laurbærblade, salt og peber, evt. 1 ds. koncentreret tomatpuré (70g), 1 dl cremefine 7%, til legering.

  1. Tomaterne blendes.
  2. Løgene letsteger i den varme olie. Når løgene er glinsende og gennemsigtige tilsættes grahamsmelet under kraftig omrøring.
  3. Bag suppen op med grøntsagsboullionen tilsat lidt ad gangen.
  4. Tilsæt tørret basilikum, laurbær, hakkede tomater og evt. tomatpuré, alt efter hvor kraftig en tomat smag der ønskes.
  5. Lad suppen koge i ca 30 minutter.
  6. Legér suppen med creme fine og smag til med salt og peber.

Serveres med ciabattabrød (denne opskrift er beregnet incl 700 g af AMO´s brødblanding til grove ciabattaflutes )

Print denne post Print denne post

Sennepsbøf med pestobagte kartofler

Bøffer: 700 g hakket oksekød, 2 spsk Dijon Sennep, Salt og peber,

Sennepspesto-kartofler: 1 dl rapsolie, 1 spsk Dijonsennep, 2 spsk hvidvin, 50 g pinjekerner, 3 spsk frisk basilikum, 3 spsk bredbladet persille, salt og peber 800g små lækre kartofler med skræl

Salat: lav en blandet salat efter smag (eks. romaine, rucola, iceberg og/eller rød/grøn krølsalat.

Sennepspesto:

  1. Blend olie, sennep, vin og pinjekerner til en lind masse.
  2. Tilsæt krydderurter og blend kort.
  3. Smag til med salt og peber.
  4. Skær kartoflerne i halve og vend dem i Sennepspestoen.
  5. Læg dem i et ovnfast fad og bag kartoflerne møre ved 200° i ca. 30 minutter.
  6. Vend dem en gang imellem.

Bøffer:

  1. Rør det hakkede oksekød med sennep.
  2. Form 4 flade bøffer og krydr dem med salt og peber.
  3. Steg bøfferne på en pande eller på grillen.
  4. Lad bøfferne hvile tildækket i ca. 5 minutter inden servering.

Print denne post Print denne post

Flæskesteg med italienske urter

Steg: Ca. 1,5 kg svinekam/flæskesteg, ca. 2 tsk groft salt, 1 fed hvidlæg, 1 tsk tørret salvie, 1 tsk tørret rosmarin, 1/4 tsk friskkværnet peber, 1 lille bundt timian, 2-3 skrællede kartofler, 300 g tørrede frugter (abrikos, svesker og figner), 2,5 dl hvidvin, 2,5 dl vand.

Sauce: skyen fra stegefadet, 2 tsk Maizena, 1/2 dl vand eller fløde, salt og friskkværnet peber

Honningglaserede kartofler: 1,5 kg pillekartofler (eller perlekartofler på glas, husk nettovægt), 4 spsk honning

Rå rødkålssalat med balsamicodressing: 1 lille rødkål (ca. 1 kg), 1 lille rødløg, 100 g soltørrede tomater, 50 g valnøddekerner, 3 spsk olivenolie, 3 spsk balsamico, 1/2 tsk salt og friskkværnet peber.

Eller server alm. rødkål til retten.

Steg:

  1. Kig efter om sværen er skåret ordentligt igennem, ellers bliver de ikke sprøde. Hvis ikke – så skær selv en ekstra gang med en skarp kniv.
  2. Skær ligeledes sværen på langs med 2 cm´s mellemrum, så den bliver til små tern.
  3. Gnid sværen grundigt med salt. Drys også salt på undersiden af stegen.
  4. Hak hvidløget fint, og bland det med rosmarin, salvie og peber.
  5. Gnid undersiden af flæskestegen med denne blanding.
  6. Læg flæskestegen på en ovnrist.
  7. Læg timiankvistene under stegen.
  8. Læg et par halve skrællede kartofler under den tynde ende, så stegen ligger helt vandret.
  9. Bland de tørrede frugter, hvidvin og vand i et ovnfast fad.
  10. Sæt risten med flæskestegen midt i en kold ovn, og stil fadet med de tørrede frugter på en bageplade under stegen.
  11. Tænd ovnen på 200 grader (180grader ved varmluftovn), og steg flæskestegen i ca. 1 1/2 time.
  12. Hvis sværen ikke er sprød efter 1 1/2 time, kan du stege den under ovnens grill ved høj varme, men hold godt øje med den, så ikke den brænder på.

Rå rødkålssalat:

  1. Snit rødkålen fint, pil rødløget og skær det i tynde skiver.
  2. Skær de soltørrede tomater i strimler.
  3. Pisk olie, balsamico, salt og peber til en dressing.
  4. Bland rødkål, løg og soltørrede tomater grundigt sammen med dressingen i en stor skål.
  5. Drys med valnødder.

Honningglaserede kartofler:

  1. Kog kartoflerne møre i letsaltet vand i ca. 15 minutter.
  2. Pil kartoflerne.
  3. Kog honning op i en stor pande til det bruser og bliver gyldent.
  4. Skyl kartoflerne i koldt vand og svits dem i honningen til de er gyldenbrune. (kartoflerne kan koges og pilles dagen før, såfremt de har stået på køl til de skal bruges).

Sauce:

  1. Sigt saucen fra det ovnfaste fad op i en lille gryde.
  2. Gem de tørrede frugter.
  3. Fjern så meget af fedtet som muligt fra overfladen af saucen.
  4. Rør Maizena med vand eller fløde, og hæld blandingen i saucen under omrøring.
  5. Kog saucen godt igennem i 2 minutter under omrøring og smag til med salt og peber.

Skær stegen i skiver og anret på et fad. Fordel de tørrede frugter rundt om stegen, og server med de honningglaserede kartofler, rå rødkålssalat og sauce.

Print denne post Print denne post

Ny banner!!!

Bemærk venligst at der er kommet ny banner på min side…..et der passer lidt bedre til årstiden.  Havde jeg ventet lidt havde der været sne på også, men det er der altså ikke. Nu er sneen væk igen så der kommer nok ikke lige et snebillede i denne omgang.

Det er jo bare så pisse lang tid siden at den første banner skullle laves, og den fik jeg jo hjælp til, så det har jeg også måttet have til denne. Min hukommelse ud i noget så simpelt som bare at huske hvordan det lige var at vi gjorde det sidst…..ja det var væk, så jeg måtte krybe til korset og indrømme over for den bedrevidende at jeg på ingen måde magtede det selv.

Sommerferieplanlægning

Imens faderen i huset er på skiferie med sit job, har ungerne og jeg filosoferet lidt over hvad vi skal foretage os i vores sommerferie. Vi har tidligere bestemt at nu skal vi prøve noget andet end mormor og morfars sommerhus (selvom der er meget dejligt dernede og børnene er kede af at destinationen ikke er Marielyst på  Falster i år) 

Højskoleophold er en tanke jeg længe har gået med, men jeg ved ikke helt om det alligevel er for alternativt for mig og familien. Nu har vo i alle tilfælde tjekket nogle af højskoletilbuddene ud og jeg er bl.a. faldet over følgende i en brochure på nettet der ligger på http://www.uniflip.dk/catalogs2/6418/13986/pub/index.html. Prisen er ca. 9.000 for 4 personer  i 1 uge.

Måske skulle vi tage til Snoghøj med enten det vilde vesten som tema http://www.snoghoj.dk/korte2007/vilde%20vesten/vesten1.htm eller HCA eventyr http://www.snoghoj.dk/korte2007/Eventyr/eventyr1.htm. Børnene er allerede nu meget stemt for cowboydere og indianere.

Odder højskole havde også et lækkert program sidste år, så der har jeg i dag bestilt brochurer fra -spændende. http://www.odderhojskole.dk/korte_familiekursus_2.shtml

Og sidst men ikke mindst Rødding højskole har et meget fantastisk sammensat program http://www.roedding-hoejskole.dk/page.aspx?node=135&id=106

Leje af et sommerhus på Bornholm er en anden mulighed, som vi måske skulle forfølge, men sådanne huse ligger ikke altid lige godt og der er jo ingen garanti for børnevenlighed og masser af aktiviteter. Så det er faktisk næsten udelukket med det samme.

Vi kunne også bare bo ude i kolonihaven 1 uges tid, men vi er nok langt fra færdige derude, og så vil vi nok bare gå og arbejde hele tiden ….og hvis ikke vi laver noget vil vi nok få dårlig samvittighed over at vi slapper af……..nej det er ikke en mulighed i år.

Vi kunne også prøve at leje en hytte på en campingplads for eksempel på Fyn. Det lyder rimeligt godt på Nyborg Strandcamping http://www.strandcamping.dk/index.php Børnene synes egentlig også godt om denne idé men……

Jesperhus i Nordjylland er nu nok det mest fantastiske bud på en god familieferie, hvis Victoria og Alexander fik lov til at bestemme. Det er ikke engang særlig dyrt, for 5000,- for 4 personer i et familietelt i 1 uge er der tilmed fri adgang til parker, legelande, badeland  mm.. der er vist kun en lille ulempe ved denne ferie og det er at faderen vist ikke helt er et “jeg elsker at sove i telt”-menneske, så det kommer nok til at kræve en del overtalelse……….fortsættelse følger

Madplaner og opskrifter og chit-chat