Tiramisu

500 g mascarpone, 4 æggeblommer, 2 tsk vanillesukker, 250 g ladyfingers, 1 dl stærk kaffe ,3 spsk Marsala-vin, 3 spsk kakao

  1. Pisk Mascarpone med æggeblommer og vanillesukker til en lind creme.
  2. Læg halvdelen af kiksestængerne i bunden af et firkantet fad.
  3. Stænk stængene med halvdelen af kaffen. (Du må forsøge dig frem med, hvor meget kaffe, samt eventuelt likør, du vil bruge. Nogle foretrækker helt gennemvædede kiksestænger, andre en “tørrere” udgave af Tiramisu.).
  4. Dæk laget af kikstænger med halvdelen af cremen.
  5. Lav et nyt lag med resten af stængerne, og gentag proceduren med resten af kaffen og cremen.
  6. Lad desserten hvile i køleskab nogle timer, men helst natten over.
  7. Drys kakao-pulver over det hele inden serveringen.
Print denne post Print denne post

 

Frittata med squash

2 squash a´250 g, 2 forårsløg, 1 spsk olivenolie, 6 æg, 1 dl friskrevet parmesan, 2 spsk hakket persille, 1 1/2 dl mælk, 1 tsk salt, friskkværnet peber, 2 spsk olie til stegning, 25 g friskrevet parmesan til pynt

Tilbehør: grovflutes og tomatsalat

  1. Skær squash og forårsløg i meget tynde skiver og svits dem i 1 spsk olivenolie til de er bløde, men ikke har taget farve.
  2. Pisk æg, parmesanost, persille, mælk, salt og peber sammen, og vend derefter de stegte grønsager deri.
  3. Varm 2 spsk olivenolie på en slip-let pande og hæld æggemassen på.
  4. Steg frittataen ved svag varme i ca. 20 minutter, til den er fast.
  5. Vend frittataen ved at glide den over på et stort låg eller fad.
  6. Læg panden over og vend den tilbage på panden med den ustegte side nedad.
  7. Steg frittataen ca 10 minutter på denne side.
  8. Pynt med parmesan og skær frittataen i mindre stykker inden servering.

Print denne post Print denne post

Bøf Lindstrøm med ovnbagte rodfrugter

Opskrift fundet i Magasinet Mad

Bøffer: 1 hakket løg, 2 fed presset hvidløg. 500 g hakket oksekød, 1 spsk. dijonsennep, 1 spsk. ketchup. 1 stor spsk. kapers, salt og peber, olivenolie og smør til stegning

Ovnbagte rodfrugter: 1½ kg blandede rodfrugter (fx jordskokker, gulerødder, selleri, rødbede, pastinak), 1½ spsk. olivenolie, friske timiankviste, salt og friskkværnet peber

Persillecreme: 2 fed hvidløg, 3 dl græsk yoghurt, 1 spsk. olivenolie, 1 tsk. dijonsennep, 2 håndfulde hakket bredbladet persille, friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber

Ovnbagte rodfrugter:

  1. Tænd ovnen på 180°.
  2. Skræl rodfrugterne, og skær dem i stave på ca. ½ x 1 x 7 cm. Hvis du bruger jordskokker, skal de dog blot skrubbes rene og skæres i grove tern på ca. 3 x 3 cm.
  3. Vend rodfrugterne med olie, timianblade, salt og peber.
  4. Læg dem i en stor bradepande med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gyldne og helt møre.
  5. Vend rundt i dem et par gange undervejs.

Bøffer:

  1. Pil og hak løget.
  2. Pres hvidløgsfeddene.
  3. Rør kødet grundigt sammen med løg, hvidløg, dijonsennep, ketchup, kapers, salt og peber.
  4. Form 4 eller 8 bøffer.
  5. Varm olivenolie og smør op på en pande, og brun bøfferne på begge sider.
  6. Steg dem færdige ved svag varme i 2 minutter på hver side, eller til de er gennemstegte.

Persillecreme:

  1. Pres hvidløgsfeddene.
  2. Rør alle ingredienserne til persillecremen sammen, og smag til med citronsaft, salt og peber.
  3. Server som kold dip til bøfferne og de ovnbagte rodfrugter.
Print denne post Print denne post

Uge 20, 2014

Mandag:

Børnene får rester af  Tortillas/tacoskaller med oksekødsfyld og hurtig guacamole, dog stadig med kylling i stedet for oksekød, vi voksne skal have Grillede wraps med røget laks

Tirsdag:

Spansk inspireret tortilla med havens asparges og kartofler – dertil sprødstegt parmaskinke

Onsdag:

Peberfrugt-kartoffelsuppe med feta

Torsdag: Husbonden arbejder i Aalborg, han og en god ven kommer lige hjem til Hveder 

Ciabatta boller med ost, sennep og skinke plus grønt i skiver og stave

Fredag: Store Bededag – Vi skal i madklub ved Søde Sofie og Helena, men lav for eksempel

Italiensk inspireret pastasalat med flutes

Lørdag: Haven skal have en ordentlig tur – tror vi lander noget grill

opskrift følger

Søndag: Victoria har veninde på besøg – haven er nok der vi bruger vores energi – er stadig ikke helt sikker på menuen

opskrift følger

 

Kartoffel- og peberfrugtsuppe (2-3 pers. til hovedret, 4 pers. til forret)

Suppe: 1 løg, 4-5 mellemstore kartofler, 4 røde peberfrugter, 2 hønseboullionterninger, olivenolie, 1 tsk salt, friskkværnet sort peber

Tilbehør/pynt: lækkert hvede- eller grovflutes, 150 g fetaost i helt stykke, 1 spsk olivenolie, grofthakket persille

  1. Bring 1L vand i kog.
  2. Pil og hak løget.
  3. Skræl kartoflerne og skær den i tynde skiver. rens peberfrugterne og skær dem i strimler.
  4. Steg løget i 2 spsk olivenolie, i 3 minutter.
  5. Tilsæt kartoflerne og steg dem med i 3 minutter.
  6. Tilsæt så peberfrugterne og steg igen videre i 3 minutter.
  7. Smuldr boullionterningerne i og tilsæt ½ L af det kogende vand. Lad suppen koge i 10 minutter under låg.
  8. Tag gryden af varmen og blend suppen med en stavblender.
  9. Tilsæt vand til den ønskede konsistens er opnået.
  10. Bring igen suppen i kog og smag til med salt og peber.
  11. Portionsanret suppen og pynt med smuldret feta, persille og olivenolie.

Print denne post Print denne post

Uge 19, 2014

604345_old_recipe_card.jpg

Mandag:  Børnehavestart – Vi skal til Farfars 70 års fødselsdag men prøv

Skinke med aspargessauce, hvide kartofler og dampet grønt

Tirsdag: Børnehavestart

Vi skal nok have rester fra søndagens frokost men prøv Stegte risnudler med tigerrejer

Onsdag: Omsorgsdag med Valdemar – børnehavestart & Skolehjem med Victoria, farmor giver aftensmad prøv

Broccolitærte med varmrøget laks

Torsdag:

 Chachaucka 🙂

Fredag: WEEKEND 🙂 Victoria har besøg af en veninde vi spiller SingStar

Nachos med kylling og Tortillas/tacoskaller med oksekødsfyld og hurtig guacamole, men med kylling i stedet for oksekød

Lørdag: Internationalt Grand Prix – vi holder glitterfest med faster Ole og Onkel Helle, deres dejlige børn og Farmor
Der kommer til at være glimmer, kitsch, højt hår og en blandet menu der både indeholder rejecocktail, minipizzaer, grillede pølser bl.a. karrypølser, kartoffelsalat, nye kartofler, basilikumscreme og cremefraiche dip grønt i stave, flutes, om så slutter vi af med en islagkage med fontæner håber vi 🙂

Senere noget med kransekagepetifours, butterdejssnacks, Moscato D´Asti, chips og slik

Andre kunne lave grillede Soya- og honningmarineret svinemørbrad med Kartoffel- og aspargessalat

Søndag: Morgenmad med overnattende Grand Prixgæster, men ellers bare ren afslapning – tror vi lander på rester 🙂 prøv

Speltsalat med græskar og fennikel


Speltsalat med græskar og fennikel

Fra Hugh Fernley-Whittingstall´s Grøn Hverdagsmad

4 personer

1 butternutgræskar (ca 600 g), 4-5 spsk olivenlie, 2-3 fennikel (gem de fjeragtige toppe), 1 fed hvidløg – finthakket, 50 g valnødder, 200 g skyllet perlespelt eller perlebyg, saften af ½ citron, 20 g parmesan/fast gedeost + til servering1 lille håndfuld  grofthakket persille, havsalt og friskkværnet peber

  1. Varm ovnen op til 190 grader.
  2. Skræl og halver græskarret, fjern kernerne og skær kødet i tern på ca. 1½x1½ cm.
  3. Fordel græskarternene i et ildfast fad, dryp 2 spsk olivenolie over og krydr med salt og peber. Vend rundt, så græskarstykkerne er dækkede og sæt fadet i  ovnen i 15 minutter.
  4. Skær imens hver fennikel i 6-8 trekanter på den lange led.
  5. Når de 15 minutters bagetid er gået, tilsættes fennikel og hvidløg til græskarternene sammen med endnu en spsk olivenolie. Det hele vendes rundt og bages i yderligere 20 minutter, til grønsagerne er bløder og begynder at karamellisere i kanterne.
  6. Drys da valnødder over og bag i yderligere 8-10, så skulle alle grønsagerne være møre og karamelliserede og valnødderne ristede og duftende.
  7. Hvis salaten skal serveres ved rumtemperatur lades grønsagerne afkøle helt. Hvis salaten skal serveres varm, blandes grønsagerne med spelten, straks de kommer ud af ovnen.
  8. Husk at mens grønsagerne er i ovnen, koges spelt eller byg i rigeligt saltet vand, til den er mør, men stadig har nøddeagtigt bid. Det tager 20 minutter med spelt og lidt længere med byg.
  9. Hæld vandet fra og lad spelt/byg afkøle lidt eller helt (hvis det skal serveres ved rumtemperatur).
  10. Vend spelten/byggen med  de bagte grønsager, valnødder og evt. olie fra fadet.
  11. Tilsæt så resten af olivenolien, citronsaft, ost, persille og hakket fennikeltop. Smag til med salt og peber.
  12. Riv et par flagr ost over og server.

Print denne post Print denne post

1. dag i børnehaven

Så oprandt den store dag……og Valdemar startede i sin nye Børnehave. Slut med dagpleje….meget, meget mærkeligt for både pode og forældre.

1. dag i børnehaven      IMG_2251

I dag var en dejlig dag, Valdemar hyggede sig, spiste frokost sammen med nye kammerater og pædagoger, mens mor og far sad og ventede i bilen 🙂

1. dag i børnehaven

Men det var også en lille smule hårdt med alle de nye regler…..man er jo ikke efternøler for ingenting 🙂 der er helt sikkert nogle kampe, han har været forskånet for i en lille dagpleje og hjemme med to store søskende, der er så flinke at det halve kunne være nok…..

Han faldt i søvn på vejen hjem i bilen og her efter middagsluren er han SÅ frisk på at vi skal derned igen i morgen.

1. dag i børnehave

Vildt at han allerede er så stor !!!!

Madplaner og opskrifter og chit-chat