pirogger med oksekød

Pirogdej: 25 g gær, 3½ dl lunkent vand, 2 spsk. olivenolie, 1½ tsk. salt, 125 g grahamsmel, 350 g hvedemel, 1 æg til pensling

Oksekødsfyld: 1 løg, 1 fed hvidløg, 150 g gulerødder, 2 spsk. olivenolie, 450 g hakket oksekød, 1½ tsk. stødt spidskommen, 1½ tsk. paprika, ½ tsk. røget paprika, salt og friskkværnet peber, 2 spsk. konc. tomatpuré, 1 spsk. æbleeddike, 1 dåse røde kidneybønner

Mexisalat: 100 g blandet grøn salat, 140 g majs, 1 avocado, 1 spsk. æbleeddike ,2 spsk. olivenolie, salt og friskkværnet peber
Til servering:  200 g cremefraiche 9 %

Oksekødsfyld:

  1. Pil og hak løg og hvidløg fint.
  2. Skræl og riv gulerødderne.
  3. Steg løg og hvidløg i en gryde med olie, til de er gennemsigtige.
  4. Tilsæt de revne gulerødder, og lad dem stege med i 2 minutter.
  5. Tilsæt hakket oksekød, og brun det godt.
  6. Krydr med spidskommen, de to slags paprika, salt og peber, og rør godt rundt.
  7. Tilsæt tomatpuré og eddike, og lad saucen småkoge i 15 minutter.
  8. Skyl og afdryp bønnerne, vend dem i kødsaucen, og smag til med salt og peber.

Pirogger:

  1. Rør gæren ud i det lunkne vand i en skål, og tilsæt olie.
  2. Hæld salt og grahamsmel i, og rør det sammen.
  3. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, og ælt dejen grundigt sammen i mindst 5 minutter (gerne på en røremaskine),til dejen er glat og smidig.
  4. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 30 minutter
  5. Del dejen i 12 stykker, og rul dem ud til flade cirkler på et meldrysset bord.
  6. Fordel kødsauce på den ene halvdel af dejen, og fold den anden halvdel over, så du får en pirog.
  7. Tryk kanterne godt sammen med en gaffel.
  8. Tænd ovnen på 200°.
  9. Fordel piroggerne på en bageplade med bagepapir.
  10. Pensl overfladen med sammenpisket æg, og prik dem med en gaffel.
  11. Lad dem efterhæve i 15 minutter.
  12. Bag piroggerne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er flot gyldne.

Mexisalat:

  1. Skyl og tør salaten, og anret den i en skål.
  2. Afdryp majsene.
  3. Flæk avocadoen, og skær avocadokødet i tern.
  4. Vend majs og avocado i salaten sammen med eddike, olie, salt og peber.

Servér piroggerne med salat og cremefraiche.

Print denne post Print denne post