Hanekylling i Cocotte ~ Rômertopf (James Price opskrift)

En opskrift af James Price fundet i Gastro.

1 stor hanekylling,  2 gulerødder,  ½ knoldselleri, 200 g perleløg, 12 hvidløgsfed, 12-16 små kartofler, 150 g tørsaltet bacon, 2-3 rosmarinkviste, 2-3 laurbærblade, 2 dl hvidvin, 2 dl hønsefond, 60 g smør, Olivenolie, Salt, Peber

  1. Hanekyllingen krydres indvendig og udvendig med salt og peber.
  2. Skræl gulerødder og selleri, og skær begge i mundrette stykker.
  3. Pil perleløg og hvidløgsfed, og skræl kartoflerne.
  4. Det tørsaltede bacon skæres i halvtykke skiver og derpå i små aflange stykker, såkaldte lardons, der steges gyldne, men ikke sprøde, på en pande, og sættes til side.
  5. Brun alle grøntsager undtagen kartoflerne i baconfedtet, evt. tilsat lidt ekstra olie.
  6. De skal kun tage en lille smule farve endelig ikke blive møre. Krydr med salt og peber.
  7. Kom grøntsager og bacon i Rômertopfen/cocotten sammen med rosmarin, laurbærblade, hvidvin og hønsefond.

 

  1. Brun hanen smukt på panden i lidt olie, og læg den oven på grøntsagerne.
  2. Fordel smørklatter oven på hanen, og læg låg på Rômertopfen/cocotten.
  3. Sæt Rômertopfen/cocotten i en kold ovn, der stilles 200 grader, og lad den stege i ca. 1 ½ time.De små kartofler kommes ved, ca. ½ time inden retten er færdig.
  4. Det er en smagssag, om man ønsker at jævne skyen, men hvis det er tilfældet, må den sies over i en lille gryde over ild og piskes med en lille smørbolle.
  5. Herefter smages den til og hældes tilbage i Rômertopfen/ cocotten, som sættes på bordet.

Tip:
Hvis du bruger en Römertopf, så begynd med at sætte den i blød i koldt vand i 1 times tid. Og sæt den altid i en kold ovn. Hvis du derimod bruger en cocotte af metal, sættes den i en opvarmet ovn, og da skal den kun stege i ca. 1 time.

Print denne post Print denne post