Status på den lille have på Æblesvinget

Vores lille have på Æblesvinget har måttet lide gevaldigt under mit intense forsøg på at få taget et kørekort inden sommerferien. Så derfor er der ikke sket så forfærdeligt meget på matriklen 🙁 slet ikke i forhold til den lange liste jeg kreerede i starten af sæsonen. Min kære husbond har været flink til holde græsset nogenlunde nede og maset lidt med skvalderkålen og tilsyneladende fortrængt den på flere steder…og det er jo et dejligt fremskridt.

Nu nærmer Sct. Hans sig jo med hastige skridt….og det betyder at vi den kommende søndag skal have klippet hæk…mange meter hæk…også selv om der er lovet lidt regnvejr.

Lang ligusterhæk

Der er dog meget der heldigvis bliver godt, selv om det skal passe sig selv.  Der er nemlig masser af bær på mine frugtbuske og æbletræerne ser også ud til at bære en del. Det betyder jo, at mange timer i efteråret allerede er booket i kalenderen til at sylte og henkoge. Hyggeligt, hyggeligt, hyggeligt, med sådanne nogle farmor/mormorsysler.

Vi har også endeligt besluttet at huset på vores lille grund først bliver bygget næste forår…..og vi har fået fyret op under den søde morfar, så han synes at se frem til at hjælpe os med projektet. Vi ligger stadig meget op af at ønske os det først tegnede.  Kolonihavehusbyggeriet skal rigtig endevendes til efteråret/vinter, så der kan blive sørget for byggetilladelse, købes materialer og laves målfaste tegninger i god tid. Vi regner med at starte så småt sådan cirka midt i Marts 2010 på selve byggeriet. Vi graver måske nok af og udjævner de værste højdeforskelle på grunden i det sene efterår, så er det jo hurtigere at komme igang til foråret.