Pandekager med fiskefyld

Pandekager: 110 g mel, 2 dl mælk, 1 dl øl, 3 æg, et nip salt, oliemargarine til stegning.

Fyld: 3 dl fiskeboullion, 2 dl fløde, 1 dl tør hvidvin, persillekviste, 20 g smør, 1½ spsk mel, 2 små porrer, 400-500 g ørredfilet eller laksefilet, 200 g rejer, purløg

Tilbehør: en sprød grøn salat og citronbåde.

Pandekager: bland alle ingredienser til dejen sammen og lad den hvile ½ time. Bag 8 store pandekager, sørg for de ikke bliver for mørke. (kan laves i god tid)

Fyld:

  1. Kog boullion, fløde, hvidvin og grønt sammen i ca. 10 minutter uden låg til en kraftig suppe.
  2. Smelt smørret i en lille gryde og pisk melet deri.
  3. Spæd op med fiskesuppen under konstant omrøring.
  4. Det skal ende med en forholdsvis tyk stuvning.
  5. Smag til med friskkværnet peber. (Kan forberedes hertil)
  6. Skær fisken i terninger og porrerne i tynde ringe.
  7. Vend begge dele i den varme stuvning og lad det småkoge i ca. 5 minutter.
  8. Vend rejerne i og varm igennem. Kom evt. lidt klippet purløg i til sidst.
  9. Lun pandekagerne i ovnen (pakket i alufolie) og når de er varme, så placer en stor skefuld stuvning på midten og luk dem som små poser med purløg som bånd.
  10. Server straks med en grøn salat og citron.
Print denne post Print denne post