Bøf Lindstrøm med ovnbagte rodfrugter

Opskrift fundet i Magasinet Mad

Bøffer: 1 hakket løg, 2 fed presset hvidløg. 500 g hakket oksekød, 1 spsk. dijonsennep, 1 spsk. ketchup. 1 stor spsk. kapers, salt og peber, olivenolie og smør til stegning

Ovnbagte rodfrugter: 1½ kg blandede rodfrugter (fx jordskokker, gulerødder, selleri, rødbede, pastinak), 1½ spsk. olivenolie, friske timiankviste, salt og friskkværnet peber

Persillecreme: 2 fed hvidløg, 3 dl græsk yoghurt, 1 spsk. olivenolie, 1 tsk. dijonsennep, 2 håndfulde hakket bredbladet persille, friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber

Ovnbagte rodfrugter:

  1. Tænd ovnen på 180°.
  2. Skræl rodfrugterne, og skær dem i stave på ca. ½ x 1 x 7 cm. Hvis du bruger jordskokker, skal de dog blot skrubbes rene og skæres i grove tern på ca. 3 x 3 cm.
  3. Vend rodfrugterne med olie, timianblade, salt og peber.
  4. Læg dem i en stor bradepande med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gyldne og helt møre.
  5. Vend rundt i dem et par gange undervejs.

Bøffer:

  1. Pil og hak løget.
  2. Pres hvidløgsfeddene.
  3. Rør kødet grundigt sammen med løg, hvidløg, dijonsennep, ketchup, kapers, salt og peber.
  4. Form 4 eller 8 bøffer.
  5. Varm olivenolie og smør op på en pande, og brun bøfferne på begge sider.
  6. Steg dem færdige ved svag varme i 2 minutter på hver side, eller til de er gennemstegte.

Persillecreme:

  1. Pres hvidløgsfeddene.
  2. Rør alle ingredienserne til persillecremen sammen, og smag til med citronsaft, salt og peber.
  3. Server som kold dip til bøfferne og de ovnbagte rodfrugter.
Print denne post Print denne post